CoachPartner ApS blev stiftet af Helle Bundgaard i 2003 og er siden vokset via et vidt forgrenet netværk af samarbejdspartnere i både ind- og udland.

Profil af Helle Bundgaard
BBA, Copenhagen Business School
PCC, International Coach Federation
CUCG, Coach U

Efter en turbulent barndom i København valgte Helle som ung teenager at flytte hjemmefra. Herefter fulgte en periode, hvor hun blev flyttet rundt mellem forskellige børne- og ungdomsinstitutioner. Helles opvækst har bl.a. været medvirkende til, at hun meget tidligt i hendes liv fik udviklet en forståelse og passion for adfærdsmønstrenes indvirkning på den personlige motivation.

Dette blev yderligere udviklet gennem hendes lange karriere i it-branchen, hvor hun med succes bestred en række internationale, ledende stillinger inden for salg og forretningsudvikling for førende europæiske og amerikanske softwarehuse.

I 2003 sagde hun sit job op for at hellige sig sin passion ”adfærdsmønstre og motivation”. Målet var at udvikle nogle enkle værktøjer, der på en simpel måde kunne bruges til at afdække adfærdsmønstre og personlige motivationsfaktorer, noget der ofte kan forekomme som en kompliceret og uoverskuelig proces.

Herefter fulgte tre års intensiv forskning i hjernens reaktions- og responsmønstre koblet sammen med kendte psykologi- og motivationsteorier, hvilket så førte til lanceringen af Motivationspyramiden og Motivation Factor™ metoden.

Helle driver i dag de to virksomheder CoachPartner ApS og Motivation Factor™ og er endvidere tilknyttet det internationale coaching team hos IMD i Schweiz, hvor hun coacher topledere fra hele verden.

Helle er født i 1961 og har siden 1985 været gift med Karsten. Sammen har de 4 børn på 26, 19, 17, og 10 år. Det at være mor til 4 kombineret med en krævende karriere, uden at miste sin integritet og sans for humor, kræver ikke alene en stærk personlighed men også et stærkt personligt fundament. En stor drivkraft og personlighed, erfaring, solid fundering, balance, empati og integritet er nogle af de nøgleord, der betegner Helle.